Af Poul Bech, 11. april 1980:
Pink Floyd har i de sidste år befundet sig i en slags
"ingenmandsland", hvor det har knebet at få den blankpolerede
musik sat i de rigtige rammer. Men nu er Pink Floyd stærkt tilbage med
det meget ambitiøse værk "The Wall", en dobbelt-LP, der vil
gå over i rock-historien.
Pink Floyd slipper her alt det løs, som de har glædet os med i
70´erne - progressiv rock, science fiction, eksperimenterende og
dramatiske lydeffekter og symfoniske klange. Et orgie i musik. Det meste
lyder ved de første "afprøvninger" som et sammensurium af
lyde uden hoved eller hale, men det er bestemt en plade, der vinder ved
nærmere bekendtskab. Tekst og musik går fremragende i spænd med
hinanden, og teksten er virkelig et studium værd.
Pink Floyd tager pulsen på sin egen generation. Vi bygger en mur op til
beskyttelse, men den ender med at begrænse al udfoldelse.
Og sten på sten hæver muren, så at ingen kan undslippe de begrænsede
rammer. Og der er masser af sten - forældrenes skilsmisse, lærernes
mishandlinger, den besværlige uddannelse, atombomber og krig. Friheden
bliver en illusion. Vi bliver os selv nok. Må beskytte os mod den
grimme omverden. Og muren bygges højere, og vi isoleres mere.
Det er en slags musical, hvor handlingen skrider frem nummer for nummer
- og hvert nummer er en nydelse. Pink Floyd kan spille følsomt og
harmonisk musik, men formår som få også at bryde musikkens cirkler og
skabe en ny lyd gennem fantasi og talent.
Af de mere stilfærdige melodier kan der nævnes den store single-succes
"Another Brick in the wall" med et stort børnekor samt "Mother",
"The Tinn Ice" og Nobody Home".(EMI)
|