The Wall

Siden det brede gennembrud med Dark Side Of The Moon i 1973 var meget forandret for Pink Floyd, ikke mindst som liveband. Bandet var gået fra at spille store indendørskoncerter til massive shows, ofte uden døre. Især i USA var bandet blandt de populæreste over hovedet, og på Pink Floyds Animals-turné i 1977 (som havde den morsomme titel ”Pink Floyd In The Flesh”) talte publikumsskarerne ofte 80.000-90.000 amerikanere, hvoraf mange langt fra var de kernefans, der havde gjort en Pink Floyd-koncert til noget magisk i de tidlige halvfjerdsere. ”Back then you could hear a pin drop at appropriate moments, even with 10.000 people in the audience,” huskede Roger Waters senere.

Alt det var forbi i 1977. Pink Floyds koncerter var store tilløbsstykker, som ofte tiltrak titusinder af mennesker, som var til stede for showets og stemningens skyld, og som ikke længere bidrog til den intime koncertsituation, bandet før havde kunnet optræde i.

Internt kneb det også med kontakten. Medlemmerne har siden bekræftet, at Dark Side Of The Moon var den sidste plade, hvor bandet fungerede og betragtede sig selv som en gruppe, hvor alle arbejdede mod et fælles mål og lod hver mands talenter og evner komme til anvendelse i fællesskabets tjeneste.

Efterfølgeren, Wish You Were Here, havde været en sejtrækker at komme igennem, primært på grund af mangel på interesse fra bandet. ”We had made it with Dark Side. It was over,” mente Waters, og David Gilmour var enig i, at Pink Floyd ganske enkelt var mentalt fraværende under det meste af arbejdet med Wish You Were Here. ”It should have been called Wish We Were Here. We weren’t,” mente han. Netop apatien, fraværet og desillusionen blev direkte gjort til pladens tema, og Waters, som var etableret som Pink Floyds eneste tekstforfatter, var også begyndt at fylde mere og mere som komponist.

Dominansen blev endnu mere udtalt på Animals- albummet, hvor Waters skrev alt materialet på nær Dogs, hvor Gilmour var krediteret som medkomponist. Keyboardspiller Richard Wright, førhen en af bandets mest markante komponister, var allerede på vej ud på et musikalsk sidespor i kraft af Waters’ dominans. Men Waters var alligevel ikke begejstret for Animals, som han senere har hævdet kun blev udsendt af ren grådighed. Den samme følelse blev forstærket på Animals-turnéen, hvor bandet fandt det sværere og sværere at skabe nogen reel kontakt til publikum. Kombineret med det stadigt mere fremmedgjorte klima indadtil blev presset for meget for Waters, som på turnéens sidste aften vendte al sin opsparede frustration mod en enkelt råbende, skrigende, overentusiastisk teenager. 

Waters fik lokket ham så tæt på scenen, at han var i nåafstand – hvorefter Waters kvitterede for sin fans tillid ved at plante en gedigen spytklat midt i hans ansigt. ”Later that night I was shocked and appalled by my own behaviour. It was a very fascist thing to do. I thought, Oh my God, what have I been reduced to,” reflekterede Waters mange år efter. Kort tid efter kom Wall-idéen til Waters som en rockteaterforestilling, hvor en mur byggedes op mellem band og publikum som et symbol på den manglede kontakt de to parter imellem. Oprindelig var planen at lade muren opføre og lade koncerten slutte, når byggeriet var fuldendt. Sådan gik det ikke helt, men mere om det senere.

Murstenene i den mur, der gradvis isolerer individet, er symboler på ekstreme forsvarsmekanismer, fortrængte traumer, blokerede følelser og uopfyldte behov. De første og mest afgørende mursten placeres så tidligt i livet, og tilmed af personer, man er stærkt afhængig af, så der ingen mulighed er for at bearbejde oplevelserne. Da de påvirker basale områder i personligheden, danner de grobund for at gentage de samme mønstre senere: At opsøge og skabe situationer, hvor man kan opnå at blive såret, krænket eller misforstået. Af mangel på en sund ”coping-strategi” isolerer man sig endnu mere, både bogstaveligt og følelsesmæssigt.

Samlingspunktet i udviklingshistorien blev figuren Pink (en joke, der henviser til Pink Floyds tidligste dage, hvor mange i branchen troede, at forsanger Syd Barrett hed Pink Floyd). Kort sagt fusionerede Pink-figuren elementer fra Roger Waters’ og Syd Barretts liv. Begge havde mistet deres fædre som børn; Waters havde knap nok oplevet sin far i levende live, da faderen bortkom under et slag i begyndelsen af 1944 mens Waters var spæd. Waters’ far blev aldrig fundet, hverken død eller levende.
Waters oplevede sin stærkt politisk engagerede mor som velmenende men overbeskyttende, og hendes besættelse af at få en god uddannelse stødte i den grad sammen med Waters’ oplevelse af det britiske skolesystem som undertrykkende, kreativt kvælende og baseret på lærerkræfter, hvoraf mange var overlevende krigsveteraner, som havde mere end nok at slås med selv.

Syd Barrett-elementerne i The Wall dukker op, da Pink som voksen gør karriere som rockmusiker men ikke kan få sit følsomme sind til at forliges med de krav, underholdningsbranchen stiller. Pinks kone forlader ham til fordel for en anden mand, mens han selv er på turné i USA. Han kan ikke sige hverken til eller fra og havner i en situation, hvor praktisk talt alt og alle, der kan misbruges bliver det, ham selv inklusive. 

Manglen på normale grænser resulterer i et Mur-byggeri, som bliver mere og mere voldsomt og når sit højdepunkt det sted i historien, hvor Waters’ og Barretts historer nærmest smelter sammen: Pink foretager den mest ekstreme tilbagetrækning, der findes – han mister forstanden. I sin sindssyge begynder han at se sig selv og fungere som fascistisk führer; en selvopfattelse, der trækker tråde til Waters’ spytteepisode fra Animals-turnéen. I et kort men klart øjeblik bryder Pink sammen og trygler om lov til at komme ud sit eget mareridt. Det lykkes, men ikke uden omkostninger: Spøgelser fra Pinks fortid dømmer ham til at rive sin mur ned for at blive menneske igen.

The Wall er et mesterværk og er ofte nye Pink Floyd-fans’ introduktion til bandet, ikke mindst via den omfattende brug af The Wall i mange gymnasiefag og selvfølgelig primært musiktimerne. Det blev også Roger Waters’ endelige overtagelse af førertrøjen i Pink Floyd, mens bandet styrede mod dets opløsning i begyndelsen af firserne, inden David Gilmour genrejste bandet uden Waters i 1987.