Nyheder


20.02.06: The Wall er udsolgt

Det er ikke selveste Pink Floyd og Roger Waters, der kommer til fæstningsbyen Fredericia den 19. august og træder på. Alligevel har interessen for at opleve det musikalske mesterværk The Wall, været så stor, at arrangørerne bag en stor koncert med det københavnske orkester The Pink Floyd Project i Kastellet kan melde alt udsolgt.

Siden den 2. januar er de 3000 billetter til koncerten, der var sat til salg, blevet revet væk – et helt halvt år før selve koncerten finder sted. Glæden er stor hos initiativtagere og arrangører i Fredericia. Også i den københavnske afdeling, hos bandet The Pink Floyd Project, er der stor begejstring over forsalget til sommerens The Wall-opsætning. The Pink Floyd Project, der har oplevet en enorm publikumsinteresse navnlig indenfor det sidste år, arbejder nu på højtryk for at få alle facetterne af Pink Floyds skelsættende rockteatershow på plads.

Arbejder for et unikt show

- Det er helt enestående at have udsigt til sådan et succesarrangement så lang tid i forvejen, fortæller bandets forsanger Thomas Ulrik Larsen og påpeger, at det gode samarbejde med de lokale kræfter i Fredericia er helt afgørende.

- Uanset om du snakker budgetter, sceneplaner, lysanlæg eller fortæring, så er det, der afgør udfaldet, hvor vidt dem, der er med, brænder for sagen. Den flamme er altid vores eget udgangspunkt, og overalt, hvor vi viser os, er det den gode energi hos arrangørerne, der er med til at skabe den specielle koncert for publikum og for bandet selv. Som et band fra Østdanmark er det tilmed enormt positivt at kunne skabe et show som dette med folk fra Jylland.

- Vi er igennem det meste af musikken, og det er befriende at være nået så langt på relativt kort tid. Det giver os ro til at fordybe os i lydeffekter, sceneshow og koordinationen mellem os selv og de andre medvirkende, der skal gøre det her show til noget unikt, fortæller Thomas Ulrik Larsen.

Skriv og vind VIP-billet

Initiativtagerne til
The Wall-koncerten lover en flot og enestående koncert med masser af lys og flot lyd. På grund af det fornemme billetsalg har der været råd til at investere i noget af det helt store udstyr hvad scene, lyd og lysshow angår. Desuden arbejdes der stadig på at få manden bag The Wall, Roger Waters, til Kastellet den 19. august. Roger Waters besøger i forvejen landet, når han til juli optræder med Dark Side Of The Moon ved en koncert på dette års Roskilde Festival.

Der er dog stadig en chance for at sikre sig en billet til koncerten med det ti mand store orkester, The Pink Floyd Project, til sommer. Hvis man har haft en speciel oplevelse med Pink Floyd – eksempelvis fra en koncert, så kan det godt betale sig at skrive den ned og sende den til initiativtagerne bag koncerten. Så deltager man nemlig i en konkurrence om helt specielle VIP-billetter til den musikalske event. På koncertens hjemmeside www.thewallifredericia.dk kan man finde yderligere informationer om konkurrencen og om koncerten.