Nyheder


08.04.06: The Wall atter udsolgt

De kunne sige det i slutningen af februar. Nu kan de sige det igen. Alt er udsolgt til årets største musikalske event i Fredericia til august. På bare en uge er 500 ekstra billetter til den store The Wall-koncert i Kastellet den 19. august blevet revet væk. Atter engang kan arrangørerne tænde de røde lamper og konstatere, at Pink Floyd-musik bare sælger billetter. De første 3000 billetter til koncerten, der blev sat til salg den 2. januar, var udsolgt på under to måneder.

Ypperligste indenfor lyd og lys

Samtidig med begejstringen over endnu engang at kunne melde alt udsolgt, fortsætter arrangørerne, KFUM`s Boldklub Fredericia og de to initiativtagere Carsten Linde og Thomas Kvist Christiansen sammen med en række samarbejdspartnere planlægningen og det praktiske arbejde med at få alt til at klappe til august. Alt i alt får 3500 Pink Floyd-fans mulighed for at være med i Kastellet, når det går løs med store show, der bliver præsenteret på en kæmpe scene med det ypperligste indenfor lys og lyd.

Baggrunden for endnu engang at lukke op for salg af billetter til koncerten var dels en stor efterspørgsel efter flere billetter - mange Pink Floyd-fans nåede ganske enkelt ikke at købe billet, før salget lukkede, dels at koncerten er blevet rykket til et andet areal i Kastellet, hvor der er plads til et større publikum.  

Styr på show og scene

Orkestret The Pink Floyd Project har efterhånden fået den musikalske del af det omfangsrige show sat sammen, og arbejder nu med at få gæstesolister, kostumer og dekorationer på plads. Selve scenen med lyd og lys er der blevet arbejdet intenst på at få sat sammen, men nu er der til gengæld også fundet en løsning, som giver en kæmpe scene. Og med masser af lys, flot lyd, dekorationer, kulisser, kostumer og et større antal korsangere på scenen, bliver der den 19. august tale om en stor oplevelse for både øjne og ører.