The Wall |
Af Thomas Ulrik Larsen |
CD
2 - klik på titlerne, hvis
du vil læse teksterne Pink er ved at komme
på bedre tanker, og han forsøger i det små at lægge et par følere
ud til verden udenfor. Men det er blevet svært at nå over muren,
selvom Pink egentlig gerne vil. Muligvis. Men de kan
ikke høre dig L
Pink er blevet
indlagt på en lukket stue, hvor han kun har meget få ejendele med.
Helt banale ting antager spøjs betydning. Han betragter sine brændte
broer og visnede rødder, og trangen til igen at blive et helt menneske
med luft under vingerne og et formål med livet melder sig så småt.
Refrainsangerinden
Very Lynn står for mange englændere som et symbol på håb og fællesskab.
Hendes hit fra 2. VK,
”We’ll meet again”, blev spillet som intro ved Pink Floyds ”The
Wall”-koncerter i 1980/81. Når Pink spørger, om nogen kan huske Vera
Lynn, og hvad der mon er blevet af hende, er det hans private kode, hvor
han forsøger at blive taget tilbage af de mennesker, han har stødt fra
sig. Pinks tanker begynder
at zigzagge, og vanviddet er ved at indhente ham. I en kaotisk militærfanfare
synges der ”Bring the boys back home, don’t leave the children on
their own” – en sætning, som både relaterer til Pinks egen opvækst
uden far og de vilkår, hans familie lever under, da han som rockstar
stort set aldrig er hjemme. Det er lykkedes at få
Pink ud fra den lukkede, selvom han på ingen made er i stand til at
optræde. Men der er ingen vej udenom; der er jo penge i knægten, om en
aflysning går slet ikke. En velmenende Dr. Død prøver at få liv i
Pink og finde ud, hvor skoen egentlig trykker. Men
Pink protesterer. ”Jeg føler ingen smerte. Jeg er blevet hyggeligt følelseløs.”
I den afsluttende solo gennemgår Pink den endelige forvandling
fra noget, der kunne minde om et menneske til en afstumpet rockdemagog,
som skaber en koncertsituation, Hitler ville have været stolt af. Pinks
mentale orme (”The worms”, der dukker op igen senere), har fået
krammet på ham, da de trives i mørke, frygt og isolation.
Rockidealisten i Pink er død, og han foretager en bizar overkrydsning
og bliver med et til en fascistisk diktator. Et sidste pip fra
Pink inden der går helt “Sieg Heil” i den. Han er bange for scenen,
bange for publikum, bange for forventningerne og bange for at glemme
teksterne. Denne gang er spørgsmålstegnet
i titlen væk. Dette er den sande usande Pink. Han begynder at foretage
etnisk udrensning i sit intetanende publikum. Bøsser, negre, jøder,
hashrygere og folk med bumser skal alle have en kugle for panden, hvis
det står til Pink! Et totalitært styre
har frygten som sit primære redskab. Frygten skaber selvcensur og
paranoia, både overfor nutiden og de ting, man har gjort i fortiden. Og
man skal altid være parat til at stikke af, for ingen ved, hvornår,
man bliver taget med bukserne nede. Pink sidder i sin
bunker (isoleret et eller andet sted, måske backstage) og venter på
“The worms”, som nu har fået krop i form af en skinhead-lignende
fascistbevægelse. Deres mål er Endlösung, den etniske udrensning,
Pink tog hul på ved sin sidste koncert. Stadig er der dog en lille rest
af konflikt i Pink, som blandt andet spørger: ”Would you like to send
our coloured cousins home again my friend? All
you need to do is follow the worms.” Midt i det
nynazistiske hysteri, Pink selv har igangsat, bryder han sammen og beder
om at få lov til at stå af vognen – ”leave the show”. Han ”fængsles”
og venter på at blive ført for en domstol. Da sagen åbner,
lyder anklageskriftet, at Pink er blevet taget på fersk gerning i at
vise følelser “af næsten menneskelig karakter. Det går ikke!”
Finten ved denne åbning er, at albummets kritik vender sig fra at være
rettet mod Pink til at rette sig mod et samfund, som ikke kun
dehumaniserer mennesket men tilmed idealiserer denne ødelæggelse. Pinks lærer, ekskone
og mor føres som vidner, og dommeren er ikke i tvivl. Dette er det værste,
han nogensinde har hørt! Han får simpelthen trang til at gå på lokum
af forargelse over historierne om Pinks menneskelige følelser. En
formildende omstændighed er der dog: Pink har vist stort mod i at afsløre
sin dybeste frygt, så han dømmes til at blive fremstillet i al sin nøgenhed
overfor sine medmennesker. ”Tear
down the wall!” Midt i murbrokkernes
buldren og bragen mindes lytteren om, at der rundt om alle vores mure går
mennesker rundt, som forsøger at opnå kontakt med personen bagved. De
gør deres bedste, men mange af dem giver simpelthen op og skvatter om
af udmattelse. ”After all, it’s not easy banging you heart against
some mad buggers wall.”
|