Af Ole Sørensen
Fredag skete det så. Den sidste
ledige billet til sommerens The Wall-show i Fredericia blev solgt,
og dermed er de bebudede 3000 billetter til koncerten med Pink
Floyd Projekt lørdag den 19. august væk.
Og det er de
to initiativtagere,
Carsten Linde
og Thomas Kvist Christiansen, selvfølgelig meget tilfredse med.
– Vi var
ikke i tvivl om, at der ville blive udsolgt. Men at det skulle være
allerede nu havde vi ikke ventet. Det er ret fedt, siger Thomas
Kvist Christiansen.
Den store
interesse for at få plads til flere tilskuere til sommerens
koncert får foreløbigt ikke de to arrangører til at ryste på hånden.
Dog oplyser Thomas Kvist Christiansen, at de to initiativtagere
samt deltagere fra Fredericia KFUM, der skal stå for den
praktiske gennemførsel af arrangementet, skal mødes i løbet af
marts. Og da vil en udvidelse af billetantallet også blive
diskuteret.
– Selvfølgelig
har vi også haft det her oppe at vende. Men som udgangspunkt er
det her ment som en eksklusiv koncert med 3000 billetter til salg.
Det vil vi gerne holde fast i. Vi vil gerne lave den eksklusive
koncert, og så hellere holde en udsolgt én af slagsen end at
have plads til flere og så lave en koncert med 800 usolgte
billetter, siger Thomas Kvist Christiansen om den del af
koncert-forberedelserne.
Indtil videre
er der kun en lille chance for at få plads ved at deltage i en
konkurrence på koncertens hjemmeside – www.thewallifredericia.dk
Måske
Roger Waters
Her vil en
beskrivelse af en god oplevelse med Pink Floyd nemlig være med i
opløbet om nogle såkaldte VIP-billetter. Det har foreløbigt
kastet tre bidrag af sig, som alle er at se på arrangementets
hjemmeside.
Og de to
initiativtagere oplyser i øvrigt, at de nu arbejder på at få
den ægte vare – Roger Waters fra den legendariske gruppe til
Fredericia i sommer. I forvejen spiller han samtlige numre fra »Dark
side of the moon« på årets Roskilde Festival i juli, og så
ville det selvfølgelig være en stor fjer i hatten, hvis man lige
kunne lokke ham til Fredericia i august også.