Fredericia klar til at brage gennem lydmuren

ROCKBRAG: Lørdag den 19. august bliver lokal version af Pink Floyds berømte »The Wall« opført med Kastellet i Fredericia og Lillebælt som kulisse.

Af Ole Sørensen

Lørdag den 19. august 2006.

Det skulle gerne blive en af aftener, der vil gå over i den lokale historie. Som det eneste sted i landet vil Pink Floyds berømte »The Wall« blive opført i Fredericia, og det bliver med det enestående voldanlæg og Lillebælt som kulisse.

I går blev planerne luftet på stedet, hvor det til sommer går løs – ved Kastellet, og det står fast, at der bliver tale om en uhørt, stor engangs-satsning, som det kun er 3000 tilskuere, der kan blive vidne til.

– Vi tror, det er rigtigt det, vi gør. Alle siger, det er genialt. Det bliver en event, som folk kan være med til - eller lade være, for der er kun de 3000 pladser, der er, fortæller Thomas Kvist Christiansen, der sammen med Carsten Linde er initiativtager til den enestående oplevelse.

– Og det bliver her i Fredericia – der er ikke ret mange andre muligheder for at høre »The Wall«, tilføjer Carsten Linde.

De to fik idéen, da de var til koncert med det band, der skal udføre musikken – Pink Floyd Project – et 10-mands band, der i de seneste to år har specialiseret sig i at spille Pink Floyds musik.

– Vi glæder os – det bliver et stort show, fortæller Søren Thulin.

Bandet har i flere forskellige sammenhænge spillet stort set alle de berømte sange fra »The Wall« - men aldrig før spillet det som ét show.

– Så nu skal vi bare have bygget en mur, tilføjer Kurt Kofoed fra bandet.

Stor lokal forankring

Hele »The Wall« bliver en begivenhed, der skal samle byen. Fodboldklubben Fredericia KFUM står som praktisk arrangør af begivenheden – de har erfaringen i den slags – blandt andet efter sommerens koncert med skotske Runrig, der gav fodboldklubben et overskud på ikke mindre end 200.000 kroner. På gårsdagens præsentation blev det i øvrigt også afsløret, at byens 1. divisions-klub også fik buddet som en del af stadion-indvielsen, men de takkede nej.

Men andre vil gerne være med.

– Produktionsskolen har lovet at være med til at lave muren, oplyser Thomas Kvist Christiansen.

Musicalakademiet vil medvirke med statister, og nogle af byens kor vil også blive inddraget i værket. Desuden søger de to nu om sponsor-hjælp – blandt andre Fionia Bank har allerede meldt sig, men flere skal til.

– Vores budget er ikke så stort, så bare vi får solgt 1400 billetter løber det rundt. Men jo flere, der er med, jo større show får vi, som Thomas Kvist Christiansen.

Og lige efter nytår går det løs med billetsalget. Det starter mandag den 2. januar, og det er i Det Bruunske Pakhus, at det sker.

Jydske Vestkysten, 17. december 2005