En mur af oplevelser
Det var ikke Pink Floyd - men det var dæleme tæt på, da det danske band Pink Floyd Project lørdag aften i Kastellet opførte Pink Floyds mesterstykke - »The Wall« foran omkring 5000 begejstrede tilhørere.

Det er ikke verdens letteste opgave at kaste sig over Roger Waters ætsende opgør mod autoriteter, fascisme og overgreb, pakket ind i historien om drengen Pink. Men PFP løste opgaven flot. Pink Floyd Project holdt sig ikke til det rent musikalske, men havde også satset på at få det spektakulære og teatralske frem i »The Wall«, så publikum fik en total oplevelse af lyd, lys og sceneeffekter. Og det blev en meget flot aften. Den truende regn blev væk, og i stedet blev det en smuk sensommeraften med en stjerneklar himmel som en del af kulissen.

Efterhånden som det mørket tog over, kunne man for alvor nyde den flotte lysshow, der fulgte musikken.
Og på scenen var det et meget inspireret band, der formåede at få musikken og handlingen godt ud over scenekanten. Musikalsk rammer bandet ualmindelig tæt på originalen. De tilfører ikke lydbillede noget nyt, men det er vel næppe heller formålet. 

»The Wall« er et musikalsk kludetæppe, snart vævet af rock med masser af snert, snart af eksperimen- terende symfonisk rock og snart af stille, smukke sange, og Pink Floyd Project fik alle trådene med i deres udgave, også de stille passager kun båret frem af smukt akustisk guitarspil. Også vokalarbejdet fortjener ros, både til PFP, som til de to gæstesolister Mikkel Lomborg og Maria Juul Bennedbæk.

Det er modigt at kaste sig ud i at opføre »The Wall« i sin helhed. Et album, som en hel generation kender - i hvert fald hitsangene fra, men projektet lykkedes. Muren faldt med stor succes i Fredericia.

Kastellet var en fremragende ramme om begiven- heden, og det kan undre dybt, at området ikke bruges noget oftere til arrangementer af denne art. Lørdag aften viste, at interessen er der. Så klø på med flere koncerter.

Fredericia Dagblad 21. august 2006